Hvem er vi?
Vi hedder Rikke & Kenneth, er gift på 19. år. Rikke er født i 1982 og Kenneth i 1977. Vi har 2 piger på henholdsvis 19 år og 15 år, Sandra og Sofie, de er vokset op med, at her har været privat pasningsordning, så det falder dem begge to meget naturligt at være sammen med evigglad børnene, og de små lækkerlinger elsker, når Sandra gider at bygge tårn eller løbe om kap ude på græsplænen og når Sofie læser en historie eller når hun bygger et sandslot. Sandra er ved at uddanne sig til gartner, Sofie læser på VUC fra sommer 2026.
Vi har 2 katte og en hund. Vores hund er forvist til kælderen i Villa Evigglads åbningstid, men kattene har fri leg i hele huset, nogle dage gider de børnene andre dage går de deres vej.
Jeg, Rikke, er uddannet pædagog fra Hillerød pædagog seminarium juni 2006. Jeg har mange års erfaring med børnepasning, jeg har været privat børnepasser i 13 år, før jeg åbnede Villa Evigglad var jeg pædagog i en vuggestue. Som person er jeg glad, positiv og smilende, jeg er kreativ og elsker at lave mad og bage.
Jeg, Kenneth, er uddannet mekaniker og har de sidste 17 år været værkfører hos Toyota. Nu springer jeg ud som privat børnepasser, jeg har jo været med på sidelinjen de sidste 13 år, så det falder mig naturligt at være sammen med de små lækkerlinger. Som person er jeg glad og smilende, jeg har et roligt sind, jeg kan lide at lave mad, jeg er på mange måder perfektionist, jeg er håndværker og mine hænder er skruet rigtigt på.
Vi tror på den genkendelige hverdag med faste rutiner, struktur og gentagelser både for børnene, men også for os - her er selvfølgelig også plads til spontanitet, hygge og fri leg/tøffetid. Selvom vi er vilde med struktur, så er her altid plads til fri leg og til at møde hvert enkelt barn, der hvor de lige er den pågældende dag. Vi er klar til at "gribe" en ide fra et barn og på den måde er vi også omstillingsparate.
I Villa Evigglad betyder selvhjulpenhed meget, det er vigtigt for os, at man selv kan tage sine bukser af og på, at man selv kan kravle op på sin trip trap stol og op i sin barnevogn/krybbe, selvfølgelig hver ting til sin tid, alt efter alder. På denne måde passer vi på os selv, men styrker også børnenes motorik og troen på dem selv.
Det er vigtigt for os, at der i Villa Evigglad er en god stemning og en anerkendende tilgang til børn og forældre. Hvert barn har krav på at blive set, hørt og forstået, og alle, både små og store, skal føle sig velkommen og trygge i Villa Evigglad. Vores hjerte banker for at give børnene en tryg og kærlig hverdag med nærvær, ro, omsorg og plads til leg og udvikling og så er her altid plads til kram.
Vi har familier som kommer igen, når søskende melder deres ankomst.